Home Page
                      Kirkebøger Ærø - kilder og link


            Nogle få og meget generelle oplysninger i relation til slægtsforskning på Ærø følger her.

            Ærø havde sammen med Langeland nok den højeste befolkningstæthed i kongeriget, og der findes tråde mellem mange af småøerne i det sydfynske øhav og Ærø samt ikke mindst Als, hvortil der har været et administrativt tilhørsforhold. Ærøboerne er forskelle fra lokalitet til lokalitet, og der kan ses væsentlige kulturelle og sproglige forskelle.

            Udskiftningen sker tidligt via hertugdømmet og hele Ærø er forvandlet til selveje, før frihedsstøtten rejses ved daværende Vestervold i København. Besiddelserne under samt de daværende fire hovedgårde sælges i parceller på auktion, og dermed udbredes begrebet 'Parcellist' på øen.

            En husmand og en indsidder har ikke helt den samme status eller er sammenlignelige direkte med de tilsvarende på Fyn. En indsidder (bor til leje) kan på Ærø ikke usædvanligt også have en stump jord. Der er tilmed en for Fyn ukendt fæster/jordbesidder, der benævnes koedner/kodbo/kådner/kådbo eller varianter heraf - og en boelsmand ses som bolsmand på Ærø.

            En parcellist er ikke den forventede husejer med en stump jord og græsplæne - nej han kan have større besiddelse end den 'normale' gårdmand eller modsat kun en lille parcel på størrelse med et husmandsbrug eller endnu mindre.

            Der ses på Ærø ikke sjældent begrebet sættegaardmand/-møller/-mand etc. Det er en person indsat i en periode til at forestå bedriften, indtil et umyndigt barn/en arving selv kan overtage denne. Sættemanden kan være gift med enken, og forvalter hendes barns (sættemandens stedbarn) kommende bedrift, men tag ikke dette for givet - skifter fortæller hyppigt sættemandens position og hans betingelser.


            Nogle af kilderne er meget skadet, svært læselige for en periode, eller findes ikke for en årrække.

            Vores almindelige Rasmussen findes i ældre tid fortysket til 'Asmußn' eller 'Rasmußen', og som en overgang fra 'ß' til 'ss' ses også 'Rasmusen'. Stavningen er ikke ensartet anvendt i kilderne. For de ældste kilder er der alene for dette navn normaliseret til 'Rasmusen'.

            'Z' vides anvendt i nogle forbindelser f.eks. 'Madz', 'Lauritz' og 'Lorentz'. På grund af svingende skrivefærdighed, og hvis et 'Z' tilmed har et påhængende 'ß', så er anvendelsen af 'Z' i et navn ikke sjældent umuligt at fastslå med sikkerhed. Derfor angives 'Z' fortrinsvis, når det kan udskilles med rimelig sikkerhed, og ellers anvendes 'S'.

            En række - i forhold til på Fyn - mere sjældne navne anvendes hyppigt. Samtidig optræder nogle af dem med stor hyppighed i et afgrænset lokalområde. Der kan nævnes 'Nis', der har stor udbredelse især omkring Leby og Skovby, Bregninge Sogn. 'Lasse' er også særdeles meget anvendt og ligeledes 'Albert'. På spindesiden findes en del 'Ellen' og 'Ingeborg', og der findes specialiteter som 'Sÿndet', 'Gÿe' eller 'Gie' m.fl.

            Visse kirkebogsfører bidrager med en skrækkelig forkortningsteknik, der sammen med bla. foranstående indføjer en mindre forvekslingsmulighed. Der skal især peges på 'Nis'/'Nisse' overfor 'Niels', 'Las'/'Lasse' overfor 'Laus'/'Laurits' og 'Maren' overfor 'Margrete'. Navnene 'Hans' og 'Jens' er i nogle tilfælde utroligt nemt at forveksle, især hvor der har været brug af latinske bogstaver samt i overgangsperioden fra den gotisk skrift.

            Latinske bogstaver blev anvendt i forbindelse med person- og stednavne, og derudover er der en administrativ anvendelse af tysk. Det hele sammenlagt kalder på udvidet sproglig fornemmelse hos en slægtsforsker, der dykker ned i de ældre kilder. Så sent som ved folketællingen 1845 i Ærøskøbing ses der anvendt tysk.


            Link WWW Glimt fra Ærøs historie
            Link WWW History of Ærø
            Link WWW Lars Svane's hjemmeside (Marstal Købstad og Landsogn)
            Link WWW Slægtsforskning på Ærø (Voderup, Tranderup Sogn)
            Link WWW Aeroe Genealogy (Voderup, Tranderup Parish)


            Ærø-siden for kirkebøger